9 ud af 10 er trygge i nattelivet

 

9 ud af 10 unge på tværs af køn, alder og etnicitet føler sig trygge, når de går i byen i København.

Mens julen med alle dens fester og byture vælter ned over byen, kan man trygt bevæge sig ud i natten. I hvert fald hvis man skal lytte til de unge, som weekend efter weekend går i byen i København.

En ny undersøgelse blandt et repræsentativt udsnit af gæsterne i nattelivet i København i aldersgruppen 18-30 år viser, at trygheden i nattelivet i 2011 fastholdes på samme høje niveau som i 2010.

 

Men utryg hjemtur…

 

Selvom de unge oplever en generel tryghed, når de er i byen, viser undersøgelsen, at der stadig er områder, hvor trygheden skal styrkes. Over halvdelen af de unge fra undersøgelsen peger nemlig på, at de har oplevet at føle sig utrygge, når de tager hjem fra byen i København.

Utrygheden på hjemturen opleves især, når de unge færdes alene eller går i områder med dårlig belysning. Derudover nævner mange af de unge, at tilråb fra forbipasserende og det at være vidne til voldelig eller truende adfærd, har fået dem til at føle sig utrygge.

Læs undersøgelsens hovedkonklusioner her.

 

TRYG DEN AF vil i december måned sætte fokus på tryghed i forbindelse med hjemtransport fra byture i København.

 

Vi vil gerne bruge den festlige juletid til at gøre opmærksomme på projektet ”Tryg den af”. Derfor sætter vi fra på fredag og frem til efter jul fokus på hjemturen med en kommunikationsindsats rettet mod gæsterne i nattelivet, da vi ved fra undersøgelser blandt gæster i det københavnske natteliv, at mange oplever utryghed på vej hjem fra byen.

I hele december måned giver vi de mange julegæster i nattelivet en række gode råd til en tryg og sikker tur hjem fra byen. Sammen med de gode råd vil der være reklame for de tryghedscertificerede steder på skærme i S-togene og på skærme på togperronerne. Det betyder, at de certificerede barers navne vil blive vist 709 gange på S-togenes 2.800 skærme og 4.052 gange på perronernes 52 skærme.

Se mere på www.facebook.com/trygdenaf