PRESSEMEDDELELSE TIL 25. OKTOBER 2010.
Københavnere fravælger vold og stoffer i nattelivet
60 procent af de unge fravælger barer og klubber, der er forbundet med stoffer og vold, viser ny undersøgelse. Samtidig peger 85 pct. på, at tryghed er en afgørende faktor for valg af feststed. Kampagne sætter fokus på, hvordan gæsterne kan tage ansvar for et tryggere natteliv.
Tryghed er en vigtig faktor, når unge københavnere vælger, hvor weekendens fest skal afholdes. For hver femte festglade københavner er det direkte styrende for valg af sted. Det viser ny undersøgelse foretaget af Userneeds for Tryg den af. Dermed bekræftes et af de centrale mål med projektet, nemlig at det skal kunne betale sig at gøre en særlig indsats for tryghed i det københavnske natteliv.
Tryg den af, der er et partnerskab mellem alle aktører i det københavnske natteliv igangsat af Københavns kommune, International Harm Reduction Association (IHRA) og spiritusproducenten, Diageo, certificerer restaurationer, der gør en særlig indsats for tryghed i nattelivet. Men også restaurationernes gæster er en vigtig målgruppe for projektet. Under sloganet, ”Gør jeres bytur til en optur”, sætter Tryg den af en kampagne i gang, der skal give nattelivets gæster nogle gode råd til, hvordan den enkelte kan tage ansvar for et tryggere natteliv. 15 tryghedscertificerede restaurationer får således i løbet af de næste 14 dage besøg af kampagnemedarbejdere, der uddeler materiale til gæsterne med budskaber om at støtte op om et tryggere natteliv.
Undersøgelsen viser desuden, at 9 ud af 10 af de adspurgte mener, at det er vigtigt at gøre noget ved volden og kriminaliteten i nattelivet. Og for politisk ordfører for Socialdemokraterne i København, Mette Reissmann, illustrerer det, at unge er klar til at tage et ansvar for at skabe tryghed i nattelivet: ”Vores tværgående samarbejde kan gøre meget for et tryggere natteliv, men det allervigtigste er holdningerne og handlingerne blandt gæsterne. At de fravælger steder med dårligt ry er absolut positivt. Næste skridt er, hvordan vi kan støtte den enkelte gæst i at tage mere ansvar for trygheden i nattelivet”, siger Mette Reissmann.
Tryg den af har til formål er at styrke samarbejdet mellem de centrale aktører i nattelivet og igangsætte en række konkrete tiltag, der skal gøre det endnu mere trygt og sikkert at gå i byen i København.
For yderligere information eller spørgsmål kontakt Thomas Beck Sørensen på tlf. 25 57 21 73 eller e-mail Turn on JavaScript!.
For interview med Mette Reissmann kontakt Marie Kruse på tlf. 27 52 58 62 eller e-mail: Turn on JavaScript!.
FAKTA OM TRYG DEN AF
UNDERSØGELSE
I forbindelse med kampagnen Tryg den af er 600 mænd og kvinder i aldersgruppen 18-40 år blevet spurgt ind til deres oplevelser af trygheden i det københavnske natteliv. Undersøgelsen er gennemført i uge 39-41 af Userneeds.
Undersøgelsens hovedkonklusioner
- Næsten samtlige (98 procent) synes det er meget vigtigt eller vigtigt at de kan føle sig trygge, når de går i byen.
- 60 procent har oplevet at føle sig utrygge, når de går udenfor i byen.
- 14 procent har oplevet at føle sig utryg inde på barer og diskoteker.
- Slagsmål eller grupper med truende adfærd er den primære årsag til utrygheden.
- 11 procent har været udsat for vold i nattelivet.




GODE RÅD TIL ET TRYGGERE NATTELIV
Stoffer
- Sig nej, hvis du får tilbudt stoffer
- Hold godt øje med din egen og dine venners drinks
- Vær åben om dit nej til stoffer – det påvirker andre
- Nej til stoffer er en vigtig del af festen!
Alkohol
- Drik ikke mere, end du ved, du kan klare, og hold dig under 5 genstande på en aften
- Det er altid en god idé at drikke noget uden alkohol mellem hver genstand, og drik ikke på tom mave
- Hvis én af dine venner er ved at blive fuld, så hent noget at drikke uden alkohol og sørg for at få ham/hende sikkert hjem, inden det går galt
- At kunne huske byturen er en vigtig del af festen!
Vold
- Lad være med at blande dig i slagsmål, men tilkald i stedet en dørmand, vagt eller politi
- Tal din ven ned, hvis han/hun føler sig provokeret
- Medbring ikke våben
- Vær tolerant i nattelivet og ignorer negative tilråb fra fremmede
- At undgå vold er en vigtig del af festen!
Sikker hjemtransport
- Planlæg, inden du tager i byen, hvordan du kommer hjem fx med taxa eller offentlig transport
- Følges altid hjem sammen med en ven
- Stop dine venner, hvis de vil køre hjem i beruset tilstand
- At komme sikkert hjem er en vigtig del af festen!
DE 15 STEDER MED TRYGHEDSCERTIFIKATET
- Rust
- Park
- Discotek In
- Duke/Natcaféen/Bonaparte
- LA Tequila Bar
- Heidis Bier Bar
- Guldhornene
- Australian Bar
- Den Glade Gris
- Hornsleth Bar
- Vega
- Zen
- Karel van Mander
- Amager Bio
- Rosie McGees
Om krav for certificeringsordning TRYG DEN AF
Det nye TRYG DEN AF-certifikat hjælper de københavnske restaurationer til at sikre en tryg atmosfære i nattelivet ved at minimere risiko for vold og tage effektiv hånd om ulykker, når de opstår. Det indebærer bl.a., at personalet uddannes i konflikthåndtering og gennem et e-learning program afprøve kendskabet til de temaer, der er relevante for området.
13 kriterier
Restaurationerne skal helt konkret leve op til 13 kriterier indenfor disse overordnede temaer:
- En nedskrevet udskænknings- og narkotikapolitik, der er synlig på certificeringshjemmesiden, og som stedet aktivt støtter op om.
- Nedskrevne retningslinjer for personalets adfærd skal forebygge konflikter og sikre konsekvent og hensigtsmæssig handling i tilfælde af ulykker og voldsepisoder
- Beredskabsplan for førstehjælp, der forudsætter uddannelse af personalet samt udpegelse af sikkerhedsansvarlig.
- Stedet skal levere trygge fysiske rammer og personalet uddannes i procedurer for bl.a. effektiv brandslukning og evakuering af bygning.




